På jagt efter underet

Af Catherine Poher, instruktør og ideudvikler for Teater Rio Rose

Det er i dag næsten tyve år siden at teater Rio Rose begyndte at skabe forestillinger for alle aldre.
Fra starten og parallelt med vores arbejde med forestillinger ’for voksne’ var Tove Bornhøft, den kunstneriske leder og skuespiller på teater Rio Rose, og jeg optaget af spørgsmålet om ’særlige teaterforestillinger for børn’. En opdeling der er blevet vores mål at få ophævet. Til gengæld var det nødvendigt at finde et teatralsk sprog der var ’tidløs’. Vi ønskede at skabe forestillinger der henvendte sig til den del i os, hvor vi hverken er børn eller voksne, men blot levende væsener. Denne indfaldsvinkel er ikke blot et kunstnerisk spørgsmål, men det er også en politisk holdning, fordi den forholder sig til de sociale strukturer vi er blevet vænnet til og som der i dag ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Marginalisering af børnene
Børn er blevet afskåret fra den voksne verden lidt  efter lidt siden 1600 tallet. Med den industrielle revolution og den ny social orden i de følgende århundreder blev denne opdeling endelig virkeliggjort i det 20ende århundrede. Vi har i dag på hver side af den voksne og effektive arbejders verden to marginaliserede grupper: på ene side barndommen, en periode for oplæringen og på den anden side alderdommen, en periode hvor man venter på døden. Børnene, som man før i tiden betragtede som små voksne, betragtes i dag som en gruppe forskellig fra de voksnes verden, som kun åbner sig for dem, den dag de kan påtage sig et lønnet arbejde. En avanceret og teoretisk uddannelse, hvor børnene deles op i aldersgrupper, har erstattet tidlige tiders dannelse og læring. Børnene forberedes i dag til at blive konkurrencedygtige og disciplinerede lønarbejdere. Børnene i dagdrømmer om at blive voksne, så hurtigt som muligt, selvom de er økonomisk, følelsesmæssigt og psykisk afhængige af forældrene over en stadig længere periode af deres liv.

Myten om barndommen blomstrer og har antaget enorme dimensioner. Der er skabt specifikke industrier der tager sig af produktionen af legetøj, mad, sodavand og bolcher for børn. For ikke at tale om industrier for udgivelse af børnefilm, – teater, -fjernsyn og –musik. Specialister i markedsanalyser studerer børnenes psykologi for at udvikle produkter, der passer til deres aldersgruppe. Børnene skal være den levende inkarnation af lykken. Surmulende og forvirrede børn passer ikke til myten og bliver samlet i en problem-gruppe. Det er blevet forældrenes opgave at give deres børn en barndom, som giver lykkelige minder (børnefødselsdage, leg og underholdning). Forældrene selv har behov for barndommens myte. I et samfund hvor størstedelen af individerne ikke har mulighed for at leve et berigende liv er det vanskeligt at fjerne illusioner, som postulerer at vi alle har haft en lykkelig periode af vores liv, hvor vi var frie for pligter og bekymringer. Alle voksne ønsker at se på barndommen som realiseringen af den drøm de har indeni. Man lærer børnene at ligne små uskyldige engle, man beskytter dem og taler ikke om alvorlige ting når de er til stede (de er for små til at forstå).  Man gør alt hvad man kan for at de ikke skal kede sig, ikke skal deltage i den trivielle dagligdag, ikke påtage sig ansvar for familien eller ikke bruge fysiske eller intellektuelle kræfter, på opgaver der udfordrer dem  – med det resultat at de f.eks. ingen erfaringer får med kunst.

Jeg har tilladt mig i det ovenstående hurtigt og ikke særlig nuanceret, at resumere denne transformation i vores verden, for at kunne tage stilling til det vi har mistet og hvad vi burde passe på ikke at miste. Menneskelig dannelse kan forklares udfra en menneskeopfattelse. Men hvilken menneskelighed snakker vi om? Mange kloge folk har sagt at menneskeheden har mistet sig selv og alt skal bygges op på ny og at det er nødvendigt at protestere mod en menneskelighed der, med ønsket om overlevelse, har viet sit liv til produktion af forbrugsgoder. Man skal ikke fornægte arbejdets nødvendighed, men man må dertil lægge kunstens varige gyldighed eller betydning. Kunsten bidrager til diskussionen om vores menneskelighed og får os til at reagere, gendigte,  genskabe og modnes. At modnes vil sige at udvikle sig selv ved en bevidsthedsudvidelse, en indre proces i modsætning til at læring som består i at separere sig fra det indre. Modning/dannelse er at forholde sig kritisk til det lærte. Det er afgørende i dag at insistere på komplementaritet mellem undervisning og dannelse, især når det drejer sig om små børn. En dannelse for børn kunne f.eks. være at åbne børnenes verden for moderne-, klassisk-, jazz- og verdensmusik eller læse og skrive digte, male og iagttage malerier af store kunstnere, danse, gå i teater eller gå på opdagelse i naturen. Lade kunstværkerne ændre vores visioner af verden, åbne vores sanser, udvikle vores kritiske sans, væve forbindelserne til vores verden.  De voksne bør kunne dele glæden ved oplevelsen af et kunstværk med deres børn og få en helt anden dialog frem med børnene end blot at videregive lærdom eller viden. En poetisk og forunderlig dialog. Men mere og mere har de voksne ikke tid til at undre sig, da de er fanget i arbejdets cyklus, som medfører at de overlader deres  børn til underholdning eller distraktion. De voksne har  måske glemt hvad de savner, dybt inde i dem selv.

Hvad er kunst?
Et kunstværk vækker i mig en længsel for at være et andet steds eller for noget andet eller det vækker blot en stræben. Jeg bliver mindet om at mit liv ikke bare er min hverdag. Den del af mig der kommer i kontakt med et kunstværk er forbundet til barnet i mig. Barnet i mig har ikke rigtig plads i mit liv som voksen, men det vågner op i perioder, hvor jeg er kreativ eller i en intim forhold eller i kontakt med et kunstværk. Når barnet i mig tager magten fra min krop, stopper det uafbrudte flow af tanker der strømmer igennem min bevidsthed og mine kropslige sanser aktiverer. Jeg mærker derved verden med en voldsom klarhed, som dengang jeg opdagede verden som barn og oplevede de første chok. Den første gang jeg så havet, – jeg smagte chokolade, – jeg duftede til en rose … Kunstoplevelsen er for mig netop intensiteten i den rene søgen vi kender fra de første oplevelser af verden.
At være konfronteret med kunst får mig tilbage til mig selv. Jeg kan i dette korte uforudsigelige øjeblik være udødelig, barn, voksen og gammel på en gang. Tiden har ingen indflydelse mere og kunstværket giver mig en oplevelse af evigheden og giver adgang til en åbning i mig, hvor de eksistentielle spørgsmål trænger sig på. Denne følelse varer ikke mere end nogle sekunder. Så  forsvinder den og tiden går i gang igen og jeg ligeledes.
De fleste kunstnere forsøger, uden grænser og i alle slags former, at kanalisere denne energi ind i deres kunstværker. Ethvert individ har sit sprog og alle disse forskellige sprog forsøger at konkretisere livets mysterium for at give os øjeblikke af metafysisk klarsyn.
En sådan kunstneriske oplevelse giver os mulighed for at forsone os med verden, at være en del af den i stedet for at observere, overvinde eller kontrollere den. Ved at vække barnet i os, læger kunsten vores sår og skuffelser. Den giver os lyst til at leve.

Teater Rio Roses arbejdsmåde
Siden starten af teateret i 1985 har vores arbejde været en forskning i teatralsk sprog – en øvelse i emotionel grammatik. At sætte spørgsmålstegn ved scenekunsten, var for os en måde at undgå en forudbestemt holdninger baseret på det vi vidste, og for dermed at genopdage friheden til at fortolke og genfortælle, det som er. Undersøgelsen af gestalt, handling, billede og rytmen der giver form til det usynlige medens publikum, som oplever konkrete og fysiske situationer, drejer deres syn mod deres eget indre og der opstår dermed en direkte forbindelse/energi imellem det teatralske udtryk publikum. Denne energi giver mulighed for at føle og forstå livet på en anden måde.
Forestillinger er også en historie om mødet mellem deltagerne. Skuespillerne, danserne, klovnerne, musikerne, billedkunstnerne…… arbejder ikke for at skabe teatralsk system, men for at skabe et unikt sprog som er resultatet af deres møde. Sammen skaber de handlinger, danse og billeder som ved en præcis montage bliver til forestillingen. Et brudstykke af livet.
Vi er langt fra teateret der præsenterer skuespilleren i al hans glans eller som giver suverænitet til teksten. Vi er derimod tættere på barnet der flår papiret af en gavepakke, vi er tæt på de små ’ingenting’ af livet som tager vejret fra os. Og for at beskytte denne intensitet, naivitet eller skrøbelighed præsenterer skuespillerne og alle de andre deltage deres indsats med en ekstrem præcision.

Det er gået op for os at børnene er langt mere receptive overfor forestillinger der var skabt for voksne, end vi troede. De har en mere direkte forbindelse med vores sceniske udtryk, som er associative og ikke realistisk, end deres forældre. Det synes som om de voksne holder fast i ønsket om at forstå ved hjælp af logisk, eller de har svært ved at give sig hen til oplevelsen eller følelser, som kan overvælde dem og gøre at de mister kontrollen. Disse erfaringer ved mødet med børnene har inspireret os så meget, at vi har skabt forestillinger hvor børnene er de privilegerede tilskuer. På grund af børnenes reaktioner har vi forstået betydningen af relationen mellem det der sker på scenen og publikum. Vi har udviklet et æstetisk og abstrakt sprog uden at miste nærværet og forbindelsen til det almindelige liv. Børnene afviser instinktivt tanke konstruktioner, kold og distancerende æstetik eller det ikke-generøse. De er ikke et høfligt publikum, som ikke regerer når de keder sig. Det er en vigtig lektion! De sætter hurtigt fingeren på de svage øjeblikke, som kan være for konstruerede eller løse. Ved hjælp af deres reaktioner finder vi løsninger.

Vi skaber ikke forestillinger som vi tror er gode for børn. Vi deler derimod vores interesser med dem. Vi tilbyder børnene vores egen undren eller spørgen, vore glæder eller sorger. Vi simplifiserer ikke det der er kompliceret. Vi forsøger med alle nye forestillinger at gå til essensen  af de temaer eller emner vi har valgt at beskæftige os med og at opleve de korte øjeblik, som jeg har beskrevet tidligere i teksten, som er ’udenfor tid’, hvor der åbnes til det indre i os og hvor de metafysiske spørgsmål sniger sig ind. Vi ved, at når vi kan få den erfaring selv, så kan vi også dele den med andre. De voksne som køber forestillinger siger tit til os ’hvilken smuk forestilling! men det er ikke for børn’. De har ikke tillid til deres egen oplevelse af forestillingen og har fordomme med hensyn til børns evner til opleve kunstneriske udtryk.

Vores vision
Det er gået næsten 20 år efter at Teater Rio Rose har vist, at den samme teater forestilling kan opleves med samme intensitet af både børn og voksne. Vores forestillinger, hvor de voksne er de privilegerede tilskuere, er ikke forbudt for børn. De kan måske nok være mere voldelige eller har reference til situationer og følelser, som man ikke har kendskab til før man når en vis alder. Men selvom børnene ikke forstår det hele, oplever de f.eks. en situations absurditet og griner, hvor de voksne bliver bevæget af ensomheden eller håbløsheden, som vises på scenen.

Det har været inspirerende for os at turnere i udlandet og opleve, at vi er en del af ’en familie’ af kunstnere, som med hver deres originale udtryk, søger i samme retning med deres arbejde. Det er lykkedes forskellige stede i Europa at skabe rammer som åbner sig, støtter og inspirerer den slags teater, der arbejder på regional eller kommunal støtte.
Det er et mærkeligt skisma for os at vi repræsenterer Danmark på festivaler i udlandet, medens vi ikke har kunnet påvirke den danske kulturpolitik. Vi har stadig i Danmark den traditionelle opdeling mellem børne- og voksenteater. Vi er nogle få grupper i børneteaterverden i Danmark som deler visioner, men størsteparten at grupperne forsøger ikke at skabe forestillinger, der piller ved vores vaner eller fordomme. Det er professionelle grupper og deres forestillinger er godt lavet, underholdende, søde eller bevægende, pædagogiske og dramatiske, men sjældent overraskende eller provokerende. Det er vigtigt arbejde de udfører, men det er ligeså vigtigt at der er plads til andre opfattelser og måder at lave teater på.

Vi håber at det vil være muligt en dag at der bliver skabt spillesteder som er åbne for alle, og hvor der ikke er forskel i status eller arbejdsbetingelser for dem, som laver forestillinger for børn og for voksne, fordi det er to sider af den samme mønt. Det drejer sig simpelthen om teater eller bedre endnu om scenekunst.

English Version