Teater for alle

Hvor fik jeg inspiration.

I slutning af halvfjerdserne befandt jeg mig i Kerala i Sydindien i en Katakali skole. Jeg var interesseret i at se en ældgammel ritualiseret danseform og opleve effekterne på publikum. Først så jeg, hvordan skuespillerne brugte en hel dag til at forandre deres krop og ansigtstræk med meget avanceret make-up, kostumer i flere lag og hundredvis af meter stof. De skulle transformere sig til Guder for at genfortælle deres mytologiske sagaer. Forestillingen startede i det øjeblik, solen forsvandt bagved horisonten, og stoppede ved de første solstråler næste dag. Hundredvis af mennesker havde samlet sig foran den vakkelvorne  scene, som var lavet af brædder og dekoreret med farverige stoffer. Der var store familier med madkurve og tæpper, meget larm og latter. Sikke en fest! Jeg nød at kigge på de gamle, der bar på babyer; små børn, der fungerede som støtte for gangbesværede bedsteforældre; unge der flirtede; voksne der prøvede at holde styr både på deres gamle og deres unge. Et vidunderligt kaos af liv. Men så snart faklerne blev tændt omkring scenen, blev alt stille, undtagen en baby hist og pist der græd. Jeg blev tryllebundet af den intensitet af opmærksomhed, der kom fra mængden af mennesker.

Jeg kiggede på, hvordan generationerne påvirkede hinanden i deres oplevelse af kunst. Børnene reagerede kropsligt og sanseligt på, hvad de så. Deres sanser var fuldt modtagelige. De udtrykte fryd, frygt, glæde, sorg, undren og også træthed og kedsomhed. Imens var de voksne optagede af historien, musikken, sangene, de poetiske vers – mange kunne dem udenad og reciterede dem i takt med opførelsen.

 

Den nat mærkede jeg kunstens kraft. Jeg var vidne til, hvad jeg forestiller mig scenekunsten var oprindeligt: et åndeligt ritual, der gav form til livets mysterier og de eksistentielle spørgsmål. En teaterform, der var for alle, og som var bevidsthedsudviklende og udfordrende. Et teater med sin helt egen form, der passede til indholdet. Alle, fra børn til gamle, kunne opleve det på deres eget forståelsesniveau.

Den nat besluttede jeg mig for, at jeg ville vie mit teaterarbejde til at finde vor tids svar på et teaterudtryk, der er visuelt og fysisk stærkt, dybt poetisk og absolut nærværende.

Det er mere end tredive år siden.

 

At skabe en ny form for teater for mennesker, uanset om de er børn eller voksne.

Jeg har befriet mig fra de mange kasser, de forskellige teaterudtryk er blevet proppet i.

Jeg laver hverken børneteater eller voksenteater, hverken politisk teater eller underholdningsteater, hverken tragedie eller komedie, hverken danseteater eller tekstbaseret teater, hverken traditionelt teater eller avantgarde performance, hverken intellektuelt teater eller populærteater…. Jeg skaber bare en teaterform, der prøver at fange den livets helhed, som hvert øjeblik indeholder.

Jeg skriver for børn, som ikke vil barnlig gøres; jeg skriver for voksne, der stadig mærker barnet de har været; og jeg skriver for dem, der ved, at vi alle kommer fra vores barndoms landskaber.  Jeg skriver for alle dem, der stadig gerne vil undres. Jeg skriver for at skabe øjeblikke af samhørighed og hengivelse imellem børn og deres voksne. Jeg skriver for at så et frø af drømme, for at efterlade i enhver et fnug af kærlighed. Jeg skriver for at vække sjælen fra sin dagligdags søvn. Når det lykkes mig at give en forestilling, hvor alle aldre, med alle niveauer af forståelse, vibrerer sammen, er det for mig den største lykke. En oplevelse af fylde og sammenhæng. Det føles, som om jeg har kastet en lille sten i vandet, og ringene spreder sig langsom ud, ud, ud…større og større – for aldrig at forsvinde, selvom de er usynlige.

 

I nu tredive år har nogle kollegaer og jeg arbejdet med denne form for teater, og det er meget interessant at analysere, hvordan det bliver modtaget. Det viser sig at være næsten umuligt at nedbryde den mur, der i folks bevidsthed er imellem barnets verden og den voksnes. Den mest almindelige reaktion, vi oplever, fra en forestillings voksenpublikum er: ”Sikke en fantastisk oplevelse, men det er desværre ikke for børn”. De har den reaktion, fordi de ikke kan befri sig fra deres fordomme om, at det, der er for børn, selvfølgelig skal være barnligt. For næsten 20 år siden instruerede jeg en forestilling for alle fra tre år og opefter, inspireret af Haïku-digtene. 53 digte blev oversat til et visuelt og kropslig udtryk. Det var rørende at spille forestillingen for de helt små. De var så tæt på poesiens sprog, at de ofte sagde, hvad der skulle ske, lige før det skete. De jublede, mens de oplevede en kompleks, abstrakt og dybt filosofisk forestilling. Børn oplever igennem deres hud, mens de voksnes oplevelse ofte skal igennem deres forståelsesapparat, hvilket tit er en stor forhindring. Men miraklet er, at børnene og de voksne påvirker hinanden, hvis de er fælles om oplevelsen. Børnene er opmærksomme og nysgerrige over for noget, de ikke har en chance for at forstå, da det kræver en meget større livserfaring end de besidder, og de voksne genopdager deres umiddelbare kropslige intelligens; sansernes intelligens. Når de to intelligenser befrugter hinanden, sker der et mirakel, hjerterne åbner sig, og der flyder en meget speciel energi i rummet. En energi med samme kvalitet, som den der er i mellem elskende. Men her er det mere universelt, en kærlighed til selve Livet. Det kan lyde rørstrømsk eller sentimentalt. Det er det ikke.

Siden min oplevelse i Sydindien for 30 år siden, har jeg været fuldstændig dedikeret til at udvikle dette sceniske sprog.

 

De kulturel og politiske struktur modstand

I mange år har jeg naivt troet på, at det var indlysende, at muren imellem generationerne – der findes på alle områder i vores samfundskonstruktion – kunne nedbrydes i kunstens verden.

Nu ved jeg, at det er en næsten umulig tanke! Det er så provokerende og farligt, at det endda ikke er muligt at skabe debat. Jeg troede, at mit samarbejde med Det Kongelig Teater endelig ville åbne døren til medierne. Jeg troede, at det ville blive introduceret, beskrevet, analyseret, hvad det betyder at flere generationerne deler en kunstnerisk oplevelse. Hverken TV eller radio viste interesse, aviserne (undtagen Berlingske Tidende) takkede nej til interviews eller foromtaler, og anmelderne (på nær Børsens anmelder) holdt fast i deres fordomme og så forestillingen med børne- eller familieteateranmelderens øjne. Derfra kunne de ikke åbne sig til alle de forskellige lag, som forestillingen ”På Den Anden Side” rummer, og ville i stedet gerne fjerne alt, der ikke var barnligt og reducere forestillingen til en sikker, hyggelig oplevelse! I modsætning hertil glæder jeg mig over den klukken, hvisken og stilhed, der spreder sig blandt publikum. Det der rører mig, er alle de tilbagemeldinger fra alle mulige forskellige mennesker i alle aldre, der beskriver hvor på én gang rørte og glade, de bliver. Det der glæder mig er at se, hvor meget de medvirkende elsker, hvad de har imellem hænderne, og hvordan de passer på det materiale. Det der glæder mig er at se Det Kongelig Teaterets ledelses stolthed over at kunne præsentere sådan en forestilling i deres regi.

Hvorfor er kulturformidlerne ikke nysgerrige nok efter at undersøge det fænomen og formidle det videre til deres læsere? Jeg er efterhånden tilbøjelig til at tro, at det er fordi, det er så dyb en ændring i vores samfundsbevidsthed, at det er bedre ikke at beskæftige sig med det.

Hvad vil der ske, hvis man tog børnene meget mere alvorligt, end vi gør i dag? Hele uddannelsessystemet skulle i så fald revideres. Hvad vil der ske, hvis de voksne stadig var i kontakt med deres indre stemme og det legende barn i sig? De vil have svært ved  at underordne sig stupide samfundsstrukturer. Borgene ville være meget selvstændigt tænkende, og de ville ikke finde sig i politiske og økonomiske manipulationer.

Kunsten skulle hjælpe borgerne med at holde sig vågne og levende for at tage vare på de mest essentielle humanistiske værdier og for at minde os om det fantastiske mirakel, det er at være levende.

Desværre er der mere og mere plads til underholdning i dens præcise betydning: At ”holde under”, gøre os til passive, uengagerede, uansvarlige mennesker, der  helst vil glemme, hvor besværligt det er at leve.

 

Et historisk tilbageblik

Hvis jeg spørger: ”Hvad er det vigtigste for dig?” vil de fleste uden tøven svare: ”Mine børn!”.

Der er ingen tvivl om, at forældre vil det bedste for deres børn. Men hvad er “det bedste”? Takket være den nye velstand, som blev skabt af den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet, fik flere og flere mennesker en bedre levestandard. I stedet for at blive sendt på arbejde, blev børnene nu sendt i skole. Fra at være en fuldstændig integreret del af familien på godt og ondt, fik børnene nye privilegier. Det blev nødvendigt, at alle lærte at læse og skrive, og når skolen sluttede, havde børn “fritid”, hvor de kunne lege.

”Barndommen” blev skabt. Samfundet havde brug for borgere, der kunne skabe nye teknologier og opfindelser for fremtidens fortsatte udvikling, og der blev brugt mange kræfter på børnenes sundhed og uddannelse.

I dag kan vi alle være enige om de basale behov, børn har: En kærlig familie, et godt hjem, sund mad, uddannelse og en rimelig opdragelse. Men samfundsudviklingen er betinget af en økonomisk vækst, som slipper en ustyrlig forbrugspolitik løs. Børnene er nemme ofre for reklamer, og da alle forældre vil “det bedste” for deres børn, udgør de en enorm, potentiel købekraft. Derfor er der en masse legetøj, musik, film og teater, som er produceret specielt for børn. Man har forsket i, hvad der sælger bedst, og på grundlag af resultaterne skabt en “børnenes smag”. Altid med stærke farver, helst med glad musik, dippedutter og “merchandise”, som man kan samle på. Simple underholdende historier. For at kunne sælges til alle, skal historierne helst være uden kontroversielle udfordringer, som kunne risikere at fornærme de voksne.

Der opstår en deling af børnene i flere og flere lag, fra 0 til 3, fra 3-6, fra 6-10 osv., som – selvom den i en vis forstand kan være begrundet i børnenes udvikling – også har gjort det muligt at fabrikere flere og flere produkter.

Det er en velsignelse for den økonomiske fremgang, men er det en udvikling, som giver bedre kvalitet i børnenes kulturelle oplevelser, og er det en udvikling, som får dem til at føle, at de hører til i det samfund, de voksne har skabt? Er det det bedste for børnene at de mere og mere bliver fjernet fra fælles oplevelser med deres voksne eller med andre børn i alle aldre? Er det det bedste for børnene ikke længere at være en del af de voksnes liv, men fanget i en kunstig verden, pålagt dem af samfundets markeds­mekanismer? Det synes jeg ikke. Det er en forfærdelig fattigdom, forklædt som overskud. Og hvad med de voksne? Sikke en ensomhed, hvis der er længe imellem, at de kan dele øjeblikke af sjælelig intimitet med deres børn.

 

I 2010 har jeg instrueret tre stykker: En i Graense-Loes regi, ”Undertiden lever man”, for unge og voksne, en punkpoetisk lydcollage om livet. ”Jeg ved hvor din hus den bor” i Åben Dans regi, en danseforestilling for alle fra seks år om de usynlige og synlige mure, der er inde i os, imellem os og imellem nationer. Og til sidst ”På Den Anden Side” på Det Kongelig Teater, som er for alle fra seks år og handler om livets flygtighed og den usynlig verden, der er inde i os. Alle tre produktioner kan opleves på mange forskellige niveauer og er, selvom de er meget forskellige, hver især et eksempel på, hvad jeg har skrevet om.

© Catherine Poher, december 2010